14. NOV
2017

Ny digital platform til Kvadrat

Vertica og Kvadrat har indledt samarbejde om udvikling af deres nye B2B e-handelsløsning, der skal være med til at vækste Kvadrats forretning digitalt.


Digitalisering af tekstil bestilling

Kvadrat er Europas førende producent af designtekstiler til erhvervskunder og private. For at understøtte og styrke deres position har Kvadrat et ønske om at levere en e-handelsløsning til deres kunder af lige så høj kvalitet som deres tekstiler. Det indebærer, at kunderne skal have nem adgang til viden om produkter, nye kollektioner og let ved at afgive ordrer og bestille vareprøver. 

Hidtil har Kvadrats forhandlere afgivet ordrer manuelt via e-mail og telefon. Med den nye løsning ønsker Kvadrat at digitalisere denne arbejdsgang til fordel for både kunder og medarbejdere. Hertil kommer ønsket om at nå både deres forhandlere og slutbrugere med inspiration og viden om deres tekstiler. Målet er derfor at designe en e-handelsløsning, der digitaliserer ordreafgivelsen samtidig med, at den præsenterer Kvadrats tekstiler på en visuel og inspirerende måde. 

"Vi ønsker gennem vores igangværende digitalisering at give vores kunder, forhandlerne, nemmere og hurtigere adgang til de produkter og services, som vi i forvejen tilbyder. Samtidig giver den digitale platform muligheden for, at vi kan udvide vores services, og dermed hjælpe med at gøre forhandlerne endnu bedre i deres møde med forbrugerne. Vi tror på, at hvis vi kan lykkes med at gøre forhandlerne endnu dygtigere gennem at understøtte deres konvertering i de fysiske butikker, at vores digitale løsninger kan gøre vores partnerskaber med vores kunder endnu stærkere til fælles gevinst," siger Christian Baum Blaakær, Head of Business Development i Kvadrat.

Visualisering af tekstiler

For at kunne designe en unik e-handelsoplevelse har Kvadrat indledt samarbejde med Magnetix og Vertica. I første omgang om en afklaringsfase, hvor Vertica har bidraget med udarbejdelse af UX og wireframes samt teknisk rådgivning om arkitektur, infrastruktur og valg platform. Udbyttet af afklaringsfasen blev implementeringen af Kvadrats nye e-handelsløsning, der går i luften i starten af 2018.

Når løsningen står klar, indeholder den en fuld digitalisering af ordreafgivelsen, mulighed for at B2C-kunder kan browse Kvadrats katalog, samt mulighed for at oprette favoritlister og dele dem mellem forhandlere og slutbrugere. Herudover udvikles et visualiseringsværktøj, der gør det muligt for brugerne at se Kvadrats tekstiler på sofaer, gardiner og tæpper i virtuelle miljøer. På denne måde kan Kvadrats forhandlere sammen med kunderne lade sig inspirere og finde det helt rigtige tekstil. 

Hos Kvadrat ser man frem til den nye løsning, der skræddersys til deres forretning og samtidig imødekommer kunderne bedst muligt.

Kontakt mig

Vil du gerne vide mere om, hvordan I kan styrke jeres digitale forretning, så send en mail eller slå på tråden.

Tak for din tilmelding til vores nyhedsbrev. Hvis du ikke modtager en bekræftelsesmail, så tjek dit spamfilter :)