Ny partner i Vertica: Fie Lund har skarp sans for produktudvikling og nye arbejdsformer

28. september 2026
Læsetid 2 min.

Efter godt tre år i Vertica træder Fie Lund ind i Veticas partnerkreds. Hun får blandt andet fokus på at udvikle vores arbejdsformer og måden, vi driver digitale projekter og produkter på.

Vi udvider partnerkredsen med Fie Lund, der arbejder med digital produkt- og projektledelse i Verica. Hun har blandt andet haft en central rolle i vores samarbejde med større kunder som CITTI, Hørkram og HTH.

Ifølge Roar Nissen, partner i Vertica, har Fie haft kurs mod partnerrollen siden hun startede i 2023. Især fordi hun fra første dag har markeret sig ved hurtigt at tage ansvar og skabe resultater:

“Fie har et stærkt blik for både kunder og kolleger og en unik evne til at skabe følgeskab. Samtidig er hun en af dem, der hele tiden udfordrer os på, om vi kan gøre tingene bedre. Derfor føles det som en helt naturlig udvikling, at hun nu bliver en del af partnergruppen,” siger han.

Et af Fies fokusområder som partner bliver at udvikle Verticas måde at arbejde med projekter og digitale produkter på. Det handler blandt andet om at udfordre etablerede arbejdsformer og holde et skarpt blik på, hvilken forretningsmæssig værdi løsningerne faktisk skaber for kunderne.

Det bliver ifølge Fie kun vigtigere i takt med, at blandt andet AI gør det muligt at udvikle og levere digitale løsninger hurtigere.

Lige nu bliver der rykket meget ved, hvad vi kan bygge, og hvor hurtigt vi kan gøre det. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer overblikket og omtanken. Vi skal stadig være skarpe på, hvad en løsning skal opnå, og bagefter følge op på, om den faktisk skaber den værdi, vi forventede.

For Fie er partnerrollen samtidig en mulighed for at få større ansvar for udviklingen af Vertica som virksomhed.

“Jeg kan ikke lade være med at engagere mig dybt i det, jeg arbejder med, så muligheden for at tage et endnu større ansvar for Vertica føles helt rigtig. Jeg glæder mig til både at lære af den eksisterende partnergruppe og bidrage med nye perspektiver,” siger hun.

Før Vertica arbejdede hun blandt andet med agile leverancer og Scrum hos SEGES Innovation og Aarhus Kommune. Hun har desuden erfaring som iværksætter og stiftede tidligere e-commerce-virksomheden Decoristen.

Vertica | Vi udvikler fremtidens e-commerce. Sammen.