Teknisk gæld: Bliver jeres vækst også bremset af forældet teknologi?

8. oktober 2026
Læsetid 5 min.
Billede af en retro Commodore CBM model 6032 computer med grøn tekst på en sort skærm, oplyst af blå og lilla lys, som fremhæver tastaturet og computerens karakteristiske design.
Uffe Meiner
Uffe MeinerPartner

I har sikkert en storstilet plan for jeres vækstrejse: Nye markeder, hurtigere lanceringer, bedre sammenhæng på tværs af kanaler. Spørgsmålet er, om nogen har tænkt jeres tekniske gæld ind i den plan? For hvis I render rundt i et spøgelseshus af forældede teknologier, der hjemsøger ambitionerne, hver gang I forsøger at eksekvere dem, så bliver vækstrejsen kort. Med den rette tekniske strategi kan I løsrive jer fra de systemer og teknologier, der holder jeres e-commerce-forretning tilbage.

I moderne e-commerce er det altafgørende, at jeres teknologivalg og e-commerce-værktøjer understøtter mulighederne for at skabe bedre kundeoplevelser og øge salget. Ellers kommer I meget hurtigt til at halse misundeligt efter konkurrenterne.

Alligevel kan det for mange virksomheder føles, som om teknologien er en modspiller frem for en medspiller. Oplagte muligheder falder til jorden, fordi systemerne ikke kan følge med jeres ambitioner og det øgede tempo i forretningen – og i markedet generelt.

I vil udvide til et nyt marked, men lanceringen bliver forsinket, fordi jeres e-commerce-platform og ordresystem kræver omfattende tilpasning for at håndtere lokale priser og sortimenter.

I vil reagere hurtigere på konkurrenternes tiltag eller nye trends, men jeres time-to-market for nye produkter bremses af forældede systemer og integrationer.

I vil gerne investere mere i segmentering og personalisering, men projektet bliver udfordret, fordi gamle systemer forhindrer jeres data i at flyde ordentligt.

Den type udfordringer er et tegn på, at jeres tekniske setup er blevet en vækstbarriere.

Eller med andre ord: I har teknisk gæld.

Når teknologien ender med at bestemme eller begrænse, hvordan virksomheden kan udvikle sig, så understøtter den ikke længere jeres mål for forretningen godt nok.

”Så må vi vel bare betale gælden af?” tænker du måske nu. Men det er desværre nemmere sagt end gjort.


Jeres vigtigste system kan være jeres største problem

Teknisk gæld kommer nemlig med et paradoks, som de fleste e-commerce-virksomheder nok kender alt for godt: Jo mere central en platform er blevet for driften, jo sværere og mere risikofyldt bliver det at ændre på den.

Så den ender med at køre videre. År efter år. Mens gælden stille og roligt hober sig op og bliver sværere og sværere at gøre noget ved.

Ifølge McKinsey udgør teknisk gæld typisk 20-40% af en virksomheds samlede teknologiværdi, og virksomheder betaler i gennemsnit 10-20% ekstra på ethvert nyt projekt, fordi det skal bygges udenom eksisterende begrænsninger. Stripe anslår, at udviklere bruger op mod 42% af deres tid på at vedligeholde eksisterende systemer, og rette fejl i gammel kode, frem for at bygge nye løsninger.

Det er den regning, der i sidste ende bliver en stor barriere for jeres vækst og konkurrenceevne.

Sådan betaler I af på gælden

Og så er vi tilbage til det spørgsmål, du formentlig allerhelst vil have svar på: Hvordan I kommer af med jeres tekniske gæld?

Den gode nyhed er, at løsningen sjældent er at skifte alting ud på én gang. Den dårlige nyhed er til gengæld, at I nok aldrig kommer helt af med jeres tekniske gæld.

Vi ved det godt… Sandheden gør ondt.

Ikke desto mindre er der i dag gode muligheder for at skabe en fleksibel teknisk strategi, der gør jeres tekniske arkitektur agil nok til, at I kan holde gælden nede på et niveau, der ikke står i vejen for jeres vækstdrømme.

For at nå dertil, skal I først og fremmest have et klart svar på, hvor I gerne vil hen med jeres forretning. Vil I ind på nye markeder? Forbedre indtjeningen på de kanaler, I allerede har? Eller er der idéer, der har ligget og ventet, fordi der aldrig var tid? Uden klare svar på de spørgsmål kan I ikke prioritere, hvilke teknologier der reelt flytter noget for jer.

Det er derfor, vi altid starter vores projekter med en afklarings- og analysefase, hvor vi kortlægger jeres forretningsmål og systemlandskab og bruger vores strategiske prioriteringsmatrix til at vurdere jeres digitale indsatser på 5 parametre: forretningsværdi, kundeværdi, implementeringskompleksitet, driftsomkostninger og strategisk værdi. Det skaber overblik og giver jer en samlet, prioriteret retning for, hvad der skal løses først, og hvad der kan vente.

Med den digitale retning på plads handler det om at løfte udviklingen op over de systemer, der i dag holder jer tilbage, og flytte noget af logikken ud derfra, stykke for stykke. Et typisk eksempel er ordrehåndtering: I stedet for at ordreflowet bliver ved med at ligge fast i ERP'et, flyttes det ud i et dedikeret Order Management System, der er langt lettere at tilpasse og følger bedre med kundernes forventninger til levering, retur og selvbetjening. Samme tankegang kan bruges på produktdata, indhold eller personalisering, alt efter hvor skoen trykker mest.

Hos Fleggaard, der er markedsledende på grænsehandel ved den dansk/tyske grænse, havde man f.eks. store ambitioner om at konsolidere sin position gennem en markant investering i online-forretningen via click&collect. Men efter massive investeringer i et fuldautomatisk centrallager måtte man sande, at den aldrende, monolitiske ecom-løsning ikke kunne følge med de forretningsmæssige ambitioner. Man besluttede derfor at implementere en moderne modulær ecom-arkitektur, som man løbende holder fri for teknisk gæld. Resultaterne tæller bl.a. +35% på onlineomsætningen, +30,5% på konverteringsraten, et direkte afkast på logistikinvesteringen og en stærk forbedret kundeoplevelse.

Men den største ændring er de mange nye muligheder, som tilgangen fører med sig. Med en testdrevet tilgang kan Fleggaard nemlig afprøve nye forretningsideer i et tempo, der slet ikke var muligt med det gamle tekniske setup.  

Det er således et klokkeklart (og helt upartisk) eksempel på, hvordan den rette tekniske strategi kan bryde jeres teknologiske vækstbarrierer. Samtidigt kan de rigtige platforme bidrage til at aktivere marketing og salg, så de f.eks. selv kan justere priser, sætte kampagner op og teste nye rabattyper, uden at det kræver en udvikler hver gang.

Det kræver begge dele at betale af på jeres tekniske gæld: Et klart billede af, hvor I vil hen med forretningen, og den tekniske erfaring til at bygge en arkitektur, der rent faktisk kan bære jer derhen. Det ene holder sjældent uden det andet.

Jo før I får sat præcise ord på, hvor jeres gæld gør mest ondt, jo billigere bliver det at gøre noget ved den. Og jo hurtigere kan I lægge spøgelseshuset bag jer og komme videre med den vækstrejse, I egentlig var i gang med.

Start med at få styr på (for)retningen
En af de sværeste ting ved at lægge en digital strategi er at prioritere mellem de mulige indsatser. Vi har udarbejdet en strategisk prioriteringsmatrix, som hjælper dig med at finde en retning og fokusere på de indsatser, der giver mest værdi for forretningen.
Hent vores prioriteringsmatrix
FleggaardFleggaard gik mobile-first – og satte ny omsætningsrekord
Kim Bæk Hansen

Skal vi hjælpe med at trykke, hvor det gør ondt?

KontaktKim Bæk Hansen

Partner