Der kan være langt fra et inspirerende trend-oplæg på en konference og hjem til opgaverne på skrivebordet – særligt hvis man sidder i en større B2B-virksomhed. Hørkram er en af de virksomheder, der er lykkedes med at gå forrest på blandt andet bæredygtighed, hvilket sikrede dem Guldprisen til E-handelsprisen i 2024. Vi har taget en snak med Centerdirektør og CIO-Nordic, John Astrup, om, hvordan man implementerer innovation i sine strategier.
I Vertica har vi for nyligt udgivet vores e-commerce trendrapport for 2025. Men der er langt fra trends til to-do-listen, så derfor har vi spurgt vores gode samarbejdspartnere fra Hørkram om, hvordan de arbejder med trends og innovation.
Du kender det sikkert. Du kommer hjem fra en spændende konference, hvor scenekanten flød over med nye idéer og udviklinger, som ”du må handle på, inden det er for sent.”
Men hvornår er det liiige, at du skal finde tid til at undersøge, hvordan disse tendenser kan aktiveres og udnyttes i jeres virksomhed? Og er organisationen overhovedet gearet til den slags udviklinger? Har vi kompetencerne, værktøjerne, mentaliteten og kulturen til at lykkes med at implementere initiativerne?
Det er helt sikkert en svær øvelse at arbejde med trends og innovation – specielt i større organisationer. Netop derfor har vi spurgt Centerdirektør & CIO-Nordic, John Astrup, hvordan de bærer sig ad i food service-virksomheden Hørkram – en af Danmarks største B2B-virksomheder med mere end 1.000 medarbejdere.
Hørkram vandt Guldprisen ved E-handelsprisen sidste år, blandt andet på grund af deres arbejde med bæredygtighed, deres CO2e-beregner og PowerBI-rapportering. Så de kan formentlig også inspirere dig og din virksomhed til, hvordan I får de flyvske tendenser ned på jorden og omsat dem til konkrete handlinger.
Hvad er jeres proces for at identificere og prioritere trends, som er relevante for jeres virksomhed?
”Helt grundlæggende har vi sat os nogle målsætninger, som er med til at sikre, at vi holder os opdaterede og relevante for vores kunder. Det handler blandt andet om, at vi skal skabe den bedst mulige oplevelse for vores kunder online, og at når vi f.eks. deltager på E-handelsprisen, så er vi med i Top3. Så det er klart, at vi skal holde os opdaterede på trends og udviklinger, så vi kan være nogen af dem, der løber forrest. Det er det opdrag, vi arbejder efter,” fortæller John Astrup og fortsætter:
"Det handler meget mere om at kende sine kunder rigtig godt. Så vi arbejder meget ud fra de dataindsigter og den dialog, som vi har med vores kunder – og det er faktisk ofte der, vi identificerer, hvilke forventninger de har til os, og hvor vi så har behov for at justere vores løsninger eller tage et skridt, før konkurrenterne gør det. Og så sørger jeg selv og mange af mine kollegaer også for at holde os nysgerrige på alt det, der rører sig inden for e-handel, så vi sikrer en kontinuerlig udvikling.”
Hvordan omsætter I makrotrends til noget, der kan konkretiseres og implementeres i jeres e-commerce forretning?
”Vi har en stærk evne til at gøre de store bevægelser såsom bæredygtighed til noget, der er håndgribeligt for vores kunder. Vi var for eksempel de første på vores marked til at lave en beregner direkte i kurven, der fortæller kunderne om CO2-klimaftrykket på de madvarer, de bestiller hos os. Så der er vi gode til at sætte ting i gang og så korrigere undervejs, i stedet for at blive stående på perronen og afvente.”
Hvem er det så, der sætter gang i disse initiativer og sørger for, at de bliver til noget?
”Jamen på bæredygtighed var vi for eksempel hurtige til at uddanne en af vores medarbejdere inden for området. Og vi gør det samme på ESG nu. Så meget udspringer direkte fra de indsigter, som vores medarbejdere har, og som vi så hjælper med at videreuddanne. Andre gange er det kunder, der udfordrer os på, hvad vi kan, og andre gange er det samarbejdspartnere som jer i Vertica, der gør det. Så jeg vil sige, at det er vigtigt at tilegne sig en masse viden, på de områder, der er vigtige for ens organisation – og så ellers sørge for at der er råderum for medarbejderne til at prioritere disse områder ordentligt.”
Hvilke udfordringer oplever I, når der skal implementeres nye initiativer i jeres strategier eller løsninger?
”Vi har selvfølgelig nogle udfordringer i kraft af vores historik og vores størrelse. Hørkram har eksisteret siden 1960, så der har jo været meget teknologi igennem systemerne over årene. Det betyder, at vi har en del teknisk gæld, som vi skal afbalancere med nye initiativer – både økonomisk og teknisk. Derudover er vi aktive i mange lande, og det skaber hurtigt nogle kulturelle komplikationer, da landene er på meget forskellige niveauer rent digitalt, så vores danske kunder forventer måske nogle andre ting, end de for eksempel gør i Tyskland.”
Hvordan håndterer I så den kompleksitet? Det er sikkert noget, der gælder for mange B2B-virksomheder?
”Det er helt sikkert også svært. Både i kraft af den store løsning vi har, men også fordi sikkerhedskravene hele tiden stiger – og der er også stor forskel mellem landene på det område. Vi har prøvet mange forskellige modeller, men det vigtigste er, at vi hele tiden er klar til at drøfte processerne. Så det er en ledelsesstrategi, hvor vi er åbne omkring, hvordan vi bedst kan løse tingene. Vi opvejer de forskellige initiativer og idéer, der springer frem forskellige steder i organisationen, og så spørger vi os selv: Hvordan kan det her komme alle til gode? På den måde bliver det også nemmere at prioritere, hvad vi skal arbejde på næst.”
Hvordan måler I på, om et nyt initiativ er blevet succesfuldt implementeret eller ej?
”Det vurderer vi jo både på kvalitative og kvantitative parametre. Internt ser vi på arbejdsprocessen, hvor vi for eksempel på bæredygtighed er lykkedes med at skabe en kultur, hvor vi er stålsatte på at få det igennem, selvom kompleksiteten er høj. Derudover bruger vi vores tætte kundedialog og deres feedback til at sikre os, at løsningerne skaber konkret værdi hos dem. Og så måler vi selvfølgelig på en lang række både økonomiske og mere ecommerce-fokuserede KPI’er, såsom ordrefordeling, oppetid, Retail Media-kampagner osv.”
Sidst men ikke mindst: Hvilke råd vil I give andre virksomheder, der ønsker at gå fra idéstadiet til implementering af trends i praksis?
”Den største læring ved vores forløb er, at man skal sætte sig nogle høje mål, men sørge for at implementere i steps. Ellers kommer man simpelthen ikke ud over rampen hurtigt nok. På den måde kan man lave realistiske målsætninger for hvert step. Det giver kunderne en fornemmelse af, at der sker noget hele tiden, uden at de bliver overrumplede af en helt ny og stor løsning. Det kræver ro og tro på egne evner internt i organisationen. Vi ved ikke nødvendigvis, hvordan vi når slutmålet, men vi ved hvordan de første skridt ser ud. Så det vigtigste er, at man får taget det famøse første skridt. Og er klar til at træffe de hårde beslutninger undervejs,” slutter John Astrup, centerdirektør ved Hørkram, hvor han nu har været i mere end 18 år.
Vi håber, at interviewet med Hørkram kan give dig og din virksomhed inspiration til, hvordan man kan understøtte en kontinuerlig udvikling af forretningen ved at have et øje på tidens trends – også selvom det ofte hurtigt bliver stort, komplekst og uoverskueligt at igangsætte og implementere nye initiativer på baggrund af de tendenser, der rører sig på markedet.
Så hvis I er klar til at se på jeres forretning med nye briller, men det hele stadig står lidt uklart, så hjælper vi gerne med at stille skarpt.