3 tips til håndtegnede UX-designs

14. marts 2023
Læsetid 3 min.
Hånd, der tegner skitser af mobilapp-interfaces med sort og blå tusch på papir, omgivet af papir med forskellige designskitser og en model af Eiffeltårnet i baggrunden.
Jens Hofman
Jens Hofman HansenUX & Forretningsudvikling

Hvis jeg på et møde bad dig om at skitsere løsningsforslag i hånden de næste 5 minutter, ville du så få sved på panden, nervøse trækninger om øjnene og tænke: ”Jamen, jeg kan jo ikke tegne”.

Sådan kan jeg selv have det, selvom jeg til hverdag faktisk lever af bl.a. at wireframe – men mest i digital form. Jeg var for nylig så heldig at tale med Peter Gregersen, Chief UX Designer, om det at tegne i hånden, og han gav mig tre råd til at skitsere UX-designs i hånden. Noget, som både jeg og andre kan bruge hver dag i arbejdet som UX’er.

1. Start med at få styr på din håndskrift

Det er din personlige font, som du skal beherske både ved whiteboardet og på papiret. 

Det er vigtigt, at den kan læses og er tydelig for modtageren.

Hånd, der holder en marker og skriver "UX SKETCH" på et papir, med farverige tegneredskaber i en beholder på den gule overflade.

Et tip til en letlæselig og tydelig håndskrift er at skrive med blokbogstaver. De er enkle at skrive og lette at gøre pæne.

Derudover er det vigtigt, at alle bogstaver i din skrift er lige høje og på samme linje, uanset hvilket bogstav du skriver.

Forestil dig, der går tre linjer gennem dine bogstaver: Alle bogstavernes top, midte og bund skal flugte med linjerne. Start med at tegne hjælpelinjerne op, så du kan øve dig, indtil det efter noget tid er naturligt, og bogstaverne helt af sig selv står på linje(r).

2. Opbyg et visuelt vokabularium

Øv dig på at tegne de ting og emner, du oftest møder som designer.

Du skal altså opbygge et visuelt bibliotek med alt det, du oftest møder i din hverdag.

Hvordan tegner du for eksempel wireframens interface-elementer (knapper, form-felter, menuer, overlays) eller virksomhedens kerneprodukter?

Selvom du som UX’er mest tegner wireframes af kommende skærmbilleder, så faciliterer du sikkert også møder og workshops, hvor du bruger de samme ord mange gange, når du skal beskrive produkter, ydelser eller processer. Find ud af, hvordan de ord ser ud, når du skal tegne dem.

3. Brug enhver mulighed til at øve dig – og brug lidt ekstra tid

Ja, øvelse gør mester!

Du ved det sikkert godt. Men hvordan får man tid til at øve sig i en travl hverdag?

Et godt trick til at få øvet sig er at medbringe blok og pen til alle møder og så begynde at skitse, hvis muligheden byder sig.

Ikke skitse på tavlen, så alle kan se det, men bare på din egen lille blok. På den måde vil du opleve, hvordan du hurtigt opbygger og udvikler dine sketching-evner. Selvom du måske fik skældud for at gøre den slags i folkeskolen, er det at tegne en vigtig del af en UX’ers faglighed.

Tre personer sidder omkring et bord og tegner. To mænd, en i sort hættetrøje og en anden i brun trøje, griner og udveksler idéer, mens en kvinde i lyse hår fokuserer på sit eget papir. Der er farver, blyanter og noter spredt ud over bordet.

Det er i øvrigt et svar, du kan komme med, hvis nogle kommer med bemærkninger til dine skitser på mødet 😉

For at gøre det nemmere for dig selv, kan det være en god idé at starte med en blok med ternet papir. Så har du automatisk ”hjælpestreger”.

Derudover falder mange ofte i den fælde, at når man sketcher, så skal det gå hurtigt!

”Vi skal kunne tegne store forkromede skitser på ingen tid”.

Prøv at bryde den illusion i stykker. Tag en dyb indånding. Og brug lidt ekstra tid på din skitse.

Lige som med alt andet, betaler det sig at gøre sig umage. Også når man laver UX sketching.