Cursor, Continue, Lazy AI og Windsurf. Det vrimler med AI-værktøjer, der giver alle og enhver mulighed for at udvikle og kode digitale produkter – uden nogensinde at skrive en linje kode selv. Metoden kaldes for ”vibe coding”, og det er bestemt en spændende udvikling for alle, der vil lave hurtige tests, proof-of-concepts eller mere effektiv kode. Men der er også markante faldgruber ift. sikkerhed og kodekvalitet. Vi ser nærmere på, hvornår vibe coding giver mening, og hvornår det ikke gør.
Du skal næppe scrolle langt ned på Twitter (undskyld, jeg mener X) eller YouTube, før du falder over et post eller en video, der lover dig, at ”vibe coding” er den næste store AI-revolution.
Termen dækker over en måde at bruge AI til kodning ud fra simple ChatGPT-lignende prompts. Altså en AI-drevet form for kodning, som alle og enhver i princippet kan lave – uanset hvor meget eller lidt de ved om softwareudvikling.
Det er computerforskeren Andrej Karpathy, der både har været ved OpenAI og Tesla, som i et opslag på X har fundet på termen vibe coding. Her fortæller han, hvordan han med stemmestyring blot taler til en LLM og beder den om at rette alt fra UI, animationer, features og funktionalitet direkte på skærmen. Uden overhovedet at kigge på koden.
Eksemplet illustrerer meget godt, hvor langt AI-værktøjerne er kommet også inden for kodning. OpenAI ser da også tydeligvis potentialet, da de for nyligt har opkøbt Windsurf, der er et af de førende værktøjer på AI-kode-markedet sammen med blandt andre Cursor. Windsurf blev købt til den nette sum af 3 mia. dollars, hvilket er OpenAI’s største opkøb indtil videre.
Så der er masser af hype omkring vibe coding i øjeblikket. Spørgsmålet er jo så, om du bare kan opsige alle jeres udviklere i morgen, nu hvor alle kan kode?
Svaret er nej. Bare nej. Men der er bestemt mange gode use cases for vibe coding, så lad os se nærmere på dem.
Lad os give dig svaret med det samme: Vibe coding er bedst til eksperimenter, kreative tests og mindre spil eller services. Og hvis du har godt styr på det tekniske, er det også en rigtig god vej til mere effektiv kodeskrivning.
Særligt med den seneste udvikling, hvor de største værktøjer som Cursor og Windsurf har fået support til MCP-servers, er vibe coding blevet et brugbart aktiv for udviklere. Nu kan du koble dine AI-værktøjer til andre services som browsers og Github og have adgang til det hele direkte i din editor.
Samtidigt kan du bede værktøjerne om ikke at afvige fra MCP-standarden (og andre standarder) i sin kode, hvilket betyder at kvaliteten af den kode, som LLM’erne leverer er steget markant det seneste halve år. LLM’erne er jo trænet på al den kode, der ligger online, men for de fleste af værktøjerne ligger skæringsdatoen for træningsmaterialet et par år tilbage, hvilket betyder, at den kode, AI-værtøjerne leverede nogle gange var en smule outdated. Men det er blevet langt bedre nu, hvor de kan kobles op på f.eks. MCP-standarden.
I Vertica har vi haft god succes med at bruge AI-værktøjerne som en ekstra udvikler-kollega. Særligt når vi beder LLM’erne om at holde sig til de nyeste standarder og ikke mindst til vores egne instrukser for god kode i Vertica, oplever vi gode resultater. Og det bliver endnu bedre, hvis vi selv koder en service eller feature fra bunden, og derefter beder et AI-værktøj om at holde sig til den stil og struktur i kodningen af en anden service. Vi sørger selvfølgelig altid for at code reviewe AI-koden, ligesom vi ville gøre, hvis det var en kollega, der havde skrevet det, men der er ingen tvivl om, at du kan spare en masse tid på at skrive kode, hvis du som udvikler ved, hvad du laver med vibe coding.
Vibe Coding er også et stærkt værktøj for udviklere til at lave proof-of-concepts. Hvis du for eksempel skal bruge en hurtig prototype på en feature eller et produkt, og du gerne vil have en indikation af, hvordan funktionalitet og brugeroplevelse skal være. Der kan du med vibe coding komme ret langt på bare en time eller to. På den måde kan du spare diskussionerne om, hvorvidt det er værd at bruge tid på at kode et koncept, der måske/måske ikke skal bruges, fordi du i mange tilfælde nu kan teste det relativt hurtigt med vibe coding.
Vibe coding kan i denne sammenhæng også være brugbart for folk, der ellers ikke kan kode, men gerne vil teste nogle ideer af. Det kan være jeres marketingafdeling gerne vil teste, hvordan en gamified kampagne ville kunne se ud for jeres virksomhed. Eller at jeres forretningsudviklere gerne vil se, om en ny app kunne være en brugbar service for jeres kunder.
Det betyder, at produktteams og innovation labs i dag kan få bygget MVP'er uden at belaste udviklingsteams med opgaver, der aldrig når produktion. Og at forretningsudviklere, sælgere, UX-designere og analytikere kan få testet deres hypoteser på en eftermiddag. På den måde kan vibe coding være en effektiv vej fra idé til test. Særligt på de følgende områder:
Du får imidlertid brug for en udvikler, hvis du vil skridtet videre med vibe coding. For selvom du nu kan lave funktionelle produkter og services med AI-kode, så er det altså fortsat vigtigt at have en kyndig udvikler til at gennemgå og kvalitetssikre koden. Og det leder os naturligt videre til…
De fleste udviklere, der har prøvet sig frem med AI-kodning, vil nok kunne nikke genkendende til, at man skal være lidt påpasselig med outputtet. For selvom kvaliteten af AI-kodning altså er blevet bedre – især når du instruerer den i at holde sig til bestemte kodestandarder – så skal du være særligt opmærksom, når kompleksitetsgraden stiger. Og især, hvis du ikke har en baggrund i softwareudvikling.
Hvis du ikke instruerer AI-værktøjerne i bestemte kodestandarder, vil koden ofte afvige fra designmønstre, den vil skalere dårligt, og sikkerheden vil sjældent være helt i top. Det er nogle af de områder, der kræver holistisk tænkning og overblik fra udviklerne, og der kan AI-kodning fortsat ikke være med i sin grundlæggende form.
Samtidigt er det ekstremt svært at sikre kodekvalitet, når man ikke 100% ved, hvordan koden er genereret. Vibe coding kan derfor hurtigt blive en spændetrøje for vedligeholdelse og test, hvis man ikke bruger det med omtanke. Faktisk kan du ofte ende med at skulle bruge længere tid på at gennemgå koden, end hvis du selv havde skrevet den fra bunden.
Vibe coding er en fascinerende ny tilgang til udvikling. Men det er også en metode, der kræver modenhed, is i maven og et par professionelle udviklere i baghånden.
Og så er der sikkerheden. Hvis din app eller service indeholder brugerdata, betalingsmetoder eller andre former for sensitive informationer, så skal du virkeligt ikke stole blindt på din AI-kode.
Det måtte en vibe coder på X sande, da han lancerede sit eget SaaS-produkt, som var bygget udelukkende i Cursor. Da han begyndte at dele info om, hvordan han havde bygget servicen, gik der ikke længe, før han kunne se sine betalinger til diverse services stige drastisk fordi han havde fået sine api-keys lækket, og adgangen til hans database kompromitteret.
Personen var blevet inspireret af spillet ✈ fly.pieter.com, som er lavet med AI på 30 minutter og nu indbringer $72K om måneden. Manden bag fly.pieter var egentlig heller ikke uddannet i softwareudvikling, men da han begyndte at opleve tekniske problemer, fik han hurtigt en udvikler ind over for at kvalitetssikre koden. Det gjorde vibe coderen med SaaS-produktet ikke, så det understreger vigtigheden af at have en udvikler med i processen, hvis du gerne vil skabe mere komplekse services og produkter med AI-kode.
Det er et sikkerhedsproblem, der kan blive ret stort, når det skaleres op. Faktisk viser et studie, at 19,7% af de pakker, som bliver importeret i AI-genereret kode er falske – dvs. de refererer til tredjeparts-databaser som ikke findes. Det åbner op for supply-chain angreb, hvor hackere forholdsvist nemt kan stjæle personfølsomme data eller oprette back doors i koden. Noget som en udvikler normalt kommer udenom ved at kvalitetssikre de pakker, der bruges i koden. Men den forholdsregel tager AI ikke.
Dermed tegner der sig et billede af de primære faldgruber ved vibe coding:
Vibe coding er en fascinerende ny tilgang til udvikling. Den giver flere mennesker adgang til softwareudvikling, og den kan åbne døren for mange gode ideer. Men det er også en metode, der kræver modenhed, is i maven og et par professionelle udviklere i baghånden.
Hos Vertica bruger nogle af vores udviklere bland andet vibe coding til eksperimenter og til at skrive mere effektiv kode, men vi sørger altid for at instruere AI-værktøjerne ud fra bestemte kodestandarder og instruktioner. Og vi kombinerer det altid med sikkerheds-reviews og grundig kvalitetssikring. Med den tilgang kan AI-kodning være et rigtigt nyttigt værktøj – men det er nok også mere ”ægte” kodning end det er ”vibe” kodning.
Så selvom vibe coding kan være brugbart for både udviklere og alle andre, så husk altid at gøre det med respekt for kompleksiteten. Og med et team, der kan både drømme og debugge.
Som det er lige nu, er det altså liiidt for risikofyldt at sætte sin lid til AI-genereret kode, hvis ikke man ved, hvordan man kvalitetssikrer det. Og særligt når det kommer til mere komplekse produkter og services. Men det er et sjovt værktøj at lege med, og man kan hurtigt komme fra idé til handling. Derudover kan det også spare udviklerne for noget tid, hvis de har godt styr på, hvordan AI-kode opfører sig og kan integreres i den primære kode.
Og hvem ved? Med det tempo AI-værktøjerne udvikler sig i, varer det måske ikke så længe, inden de kan levere kode, der også er god og sikker nok til, at alle og enhver kan bruge det uden at blinke. Der er vi bare ikke helt endnu.
P.S. Hvis du synes vibe coding er spændende, og gerne vil dykke længere ned i, hvordan du kan gøre det på en ordentlig måde, så kan vi anbefale denne video-guide fra Matthew Berman. Og hvis du foretrækker face-to-face, så er vi også altid klar på at snakke vibe coding over en kop kaffe og et par prompts.