Hvad nu hvis du kunne shoppe produkter på tværs af alle webshops og nøjes med ét samlet checkout? Alt sammen i ét flow i ChatGPT. Det er netop hvad OpenAI tester i øjeblikket med deres ’universal cart’. Det er et glimt ind i fremtidens ecommerce-oplevelse. En fremtid, der er tættere på, end mange tror.
Der er øjeblikke, hvor teknologien flytter sig så markant, at vi næsten kan mærke gulvet rykke under os. I ecommerce-verdenen står vi midt i ét af dem lige nu.
Det seneste lille års tid har vi i Vertica fulgt, analyseret og skrevet om, hvordan agentic commerce er ved at ændre spillereglerne i e-commerce. Vi har set AI-agenterne rykke ind i kunderejsen, og vi har hjulpet vores kunder med at forberede sig på det.
Og nu sker der noget, der kan accelerere udviklingen markant: Universal Cart.
En teknologi, der gør det muligt for dig at finde produkter på tværs af flere forskellige butikker, lægge dem i én samlet kurv og gennemføre købet. Uden at du nogensinde forlader din AI-chat, og uden at du skal gennem købsflowet på fem forskellige sider.
Det hele sker i din samtale med AI-agenten – for eksempel i ChatGPT. Faktisk er det med stor sandsynlighed ChatGPT, for det er (selvfølgelig) OpenAI, der er længst med at teste universalkurven.
Tusindvis af brands – ét samlet købsflow
Du kender det nok.
Det er søndag eftermiddag, og du har opdaget, at du er ved at løbe tør for nogle af de ting, du sædvanligvis køber online. Friske kaffebønner fra Sydamerika, det gode biologiske vaskemiddel uden enzymer, ansigtscremen fra Matas. Og nårh ja, du trænger virkelig også til en ny 5-pak tennissokker, og så har du vist også et sæt sengetøj, der synger på sidste vers.
Pyha. Det betyder 5 forskellige webshops med hvert sit købsflow, 5 gange logins til dine profiler, og 5 gange hvor du skal have dankortet eller MobilePay frem og godkende med Face ID og MitID. Det kan hurtigt blive lidt frustrerende.
Det samme kan ske, hvis du for eksempel researcher til en rejse og skal booke fly, hotel, tog og oplevelser på forskellige sites. Eller hvis du har fået en ny hobby og gerne vil sammensætte din egen cykel, PC eller hjemme-barista-hjørne med forskellige dele.
Vi er vant til denne slags fragmenterede shoppingoplevelser, hvor hvert brand sidder på sit eget lille økosystem af produkter, kurve og checkouts. Men den mur er nu ved at falde.
De første konturer af OpenAI’s samarbejde med Shopify er nemlig ved at vise sig. Sammen tester de to tech-giganter et AI-drevet købsflow, hvor du kan:
- Søge på tværs af alle butikker - ikke kun inden for én platform, men på tværs af hele internettet.
- Samle alt i én kurv - uanset om det er sneakers fra Zalando, en bog fra Saxo eller en lampe fra IKEA.
- Gennemføre ét checkout - uden at åbne fem forskellige betalingsflows, og uden du skal finde på 17 nye passwords.
Det hele sker som conversational commerce i ChatGPT, hvor du altså blot forklarer, hvilke produkter du leder efter, og så kan AI’en selv lægge dem i universalkurven via Shopify-integrationen. Uden nogensinde at forlade ChatGPT.
Sådan fungerer universal cart
Det lyder jo alt sammen lige lovligt magisk, så lad os tage et dybere kig ned i universalkurven og få forklaret trylletricket.
OpenAI afprøver i øjeblikket et system, hvor alle produkter, der har et Shopify-ID, kan føjes til den samme kurv på tværs af alle Shopify-butikker. Den taler sammen med Shopifys MCP (Model Context Protocol), der gør det muligt at søge i enorme produktkataloger og hente præcise data om pris, lager og leveringsmuligheder.
Men det er mere komplekst end det: Tredjepartsintegrationer understøttes nemlig også af universalkurven, hvilket betyder, at du altså ikke er låst til Shopify-universet. AI’en skal blot have stamoplysninger som SKU, pris, antal og URL til et produkt, for at din AI-agent kan smide det direkte i kurven. Det er blandt andet derfor, at vi i Vertica har så stort fokus på at holde styr i sine schema markup-data, da det er via disse, at AI-værktøjerne får adgang til de rette informationer om dine produkter – uanset hvilken platform du benytter.
I praksis betyder det, at du med ChatGPT kan finde og researche produkter på tværs af alle webshops og samle dem i din universalkurv. Her er der en lille fordel for Shopify-løsningerne, da AI’en blot skal bruge Shopify-ID’et til at finde produkter, men hvis du ellers har styr på dine produktdata, schema markup og MCP, er der heller intet problem i at være på en anden platform.
Men så når vi frem til den største udfordring: Checkout.
For at universalkurven for alvor kan blive mainstream, skal vi have ét samlet betalingsflow. Med den løsning som OpenAI tester lige nu, vil AI’en stadig åbne hvert enkelt checkout, hvis produktet ikke er tilknyttet en Shopify-løsning. Men de store betalingsløsninger som VISA og Mastercard arbejder allerede på at udvikle unified payment-løsninger, der kan gøre checkouts universelle. Og der er heller ingen tvivl om, at checkout også er et af de vigtigste fokuspunkter for OpenAI, så de kan sikre den sømløse oplevelse, de ønsker at skabe, både for forbrugerne og virksomhederne på tværs af platforme.
Verticas perspektiv: Hvad betyder det for dig?
Hos Vertica ser vi universal cart som et afgørende skridt i udviklingen af agentic og conversational commerce, hvor shoppe-oplevelsen for private forbrugere bliver langt mere automatiseret og AI-drevet.
Vi bevæger os ind i en verden, hvor brands både skal udbygge og vedligeholde sine egne digitale universer og samtidigt agere i et marked, hvor shopping i højere grad foregår i et netværk af AI-drevne beslutninger. AI-agenterne udvider spillepladen for e-commerce, og det stiller nye krav til din ecommerce-løsning.
Findability bliver altafgørende
Hvis dine produktdata ikke er optimeret til AI-søgning, risikerer du at forsvinde i mørket. AI’en vælger ikke kun ud fra pris og levering, den vælger ud fra relevans. Den skal kunne forstå dine produktbeskrivelser, kategorier og metadata. Hvis du ikke fodrer den med strukturerede data, bliver du ganske enkelt ikke valgt. Hvis du er i tvivl om, hvordan det står til på den front, så har vi et lille AI Search Tool, som du kan afprøve.
Brandoplevelsen flytter ind i AI-samtalen
Når kunden ikke klikker sig ind på dit website, men møder dit produkt gennem en AI-chat eller en AI-agent, skal dit brand kunne mærkes gennem historiefortælling, produktdata og kontekst. Det er ikke længere din forside, der sælger varen – det er hvad ChatGPT, Claude og de andre svarer på forespørgsler relateret til dit brand.
Fra kliks til samtale
Vi går fra en oplevelse med fragmenterede trin og manuelle beslutninger til ét naturligt flow. Shopping bliver samtalebaseret og semantisk i langt højere grad. Hvis vi som forbrugere tør stole på, at Al-teknologien passer på lovgivning, brugervenlighed og sikkerhed, bliver det, der virkelig tæller, hvordan dit brand opleves i den glidende dialog.
Konklusion: Shopping uden friktion – hvis vi ellers tillader det
Hvis OpenAI lykkes med deres eksperimenter, kan det være starten på en ny æra i e-commerce: Hvor chatten bliver den verdensomspændende butik, AI-agenten er din personlige sælger, og checkout på tværs af webshops bliver lige så nemt som at bestille en pizza.
Det er dog stadig early days, og der er et meget markant aber dabei, som vi skal huske på: Vil forbrugerne rent faktisk gøre brug af muligheden, selvom den er der?
Det kræver jo, at du som forbruger har tillid til, at AI-agenterne faktisk kan finde frem til de produkter, du helst vil have. Og derudover skal den så også have adgang til dine logins – og nok mest bekymrende af alt: dit betalingskort. Selvfølgelig med din tilladelse, men stadigvæk.
I en ny undersøgelse i USA siger 2/3 ”nej tak” til at lade AI-agenterne købe produkter på deres vegne. Blandt andet fordi de mest af alt vil bruge AI til research af produkter, men især også fordi de ikke stoler nok på teknologien til at lade den klare selve bestillingen.
Der er således et benspænd i form af den større adfærdsændring, der skal til, hvis forbrugerne skal tage agentic commerce og universal cart til sig. Men sådan er det jo ofte med ny teknologi – mon ikke også du var lidt skeptisk over for sikkerheden første gang, du skulle bruge MobilePay? Eller da du installerede Apple Pay på telefonen? Eller bare ting som Face ID og Kørekort-appen?
Så mon ikke der hurtigt udvikler sig en tillid til AI-agenterne, når først det bliver mere udbredt og testet. Og mon ikke det bliver med human-in-the-loop, hvor AI’en laver researchen og foreslår produkter til dig, som du så kan vælge imellem, ligesom den selvfølgelig vil spørge om endelig godkendelse ved dig som bruger, inden der foretages checkout.
Det tror vi i hvert fald på, og det er en samtale, der allerede er godt i gang. Derfor tror vi også, at de brands, der forstår at være en del af den samtale, kommer til at vinde i fremtidens e-commerce.