I en række blogindlæg sætter vi fokus på e-handelsprojektet. Vi dykker ned i de forskellige trin og overvejelser, som du og din virksomhed skal igennem inden de første linjer kode bliver skrevet. I dette indlæg tager vi fat på, hvilke overvejelser I bør gøre jer, når I vælger leverandør til jeres e-handelsløsning.
At vælge den rigtige leverandør til et stort e-handelsprojekt handler i høj grad om god kemi. Hvis I har tillid til, at I har fat i en leverandør, som har kompetencerne og erfaringen til at rykke jer det rigtige sted hen, så har I et godt udgangspunkt for et langt og spændende samarbejde. Men I skal turde gå ind i en åben og ærlig dialog allerede i de indledende snakke – og I skal forvente det samme af leverandøren.
Leverandøren skal også være sparringspartner
Når jeres virksomhed skal udvikle en ny e-handelsløsning, er der typisk tale om et projekt, som strækker sig over lang tid – og som involverer og har stor indflydelse på hele virksomheden. Derfor er det vigtigt, at I allierer jer med en leverandør, som I har tillid til kan hjælpe jer og jeres forretning i den rigtige retning – både nu og på længere sigt.
I bør tænke på leverandøren som en sparringspartner, der formår at udfordre jer på jeres forretning, de interne processer i virksomheden og jeres digitale ambitioner – snarere end en leverandør, som blot leverer et produkt ud fra nogle specifikke krav, som I opstiller.
Når man er del af en virksomhed og har været det i mange år, kan det være vanskeligt at se kritisk på måden, man gør tingene på i dag, og samtidig er man måske ikke i stand til at se de muligheder, der kan rykke virksomheden et nyt sted hen. Ved at inddrage en leverandør, som har kompetencerne til at stille alle de svære spørgsmål, bliver I tvunget til at forholde jer til jeres egen organisation på en ny måde, og det giver jer mulighed for at se jeres digitale udviklingspotentiale fra nye vinkler.
Vælger I samtidig en leverandør, som har erfaring med at løse den type udfordringer, som jeres virksomhed står i, giver det stor tryghed.
For at få det maksimale resultat, skal I turde gå åbent ind i et samarbejde med jeres leverandør. Det betyder, at I skal lade jer inspirere, rådgive og tale åbent om, hvor jeres virksomhed er digitalt i dag, hvilke forudsætninger I har og skal have – og hvad der er en realistisk tidsramme for at nå de mål, I gerne vil nå.
Det rette forarbejde
At finde den rette leverandør forudsætter på jeres banehalvdel, at I har gjort jeres forarbejde i organisationen, inden I går på leverandørjagt. Det er nemlig nødvendigt, for at I kunne indgå i en meningsfuld dialog om de udfordringer, I står med i dag.
Gennemtænk jeres e-handelsprojekt 1: Få styr på kompetencer og processer
Tag udgangspunkt i dialogen og den gode mavefornemmelse
For år tilbage var der mange virksomheder, som brugte udbudsrunder til at afgøre, hvilke leverandører, de ville bruge i forbindelse med større it-projekter. Problemet med det var ofte, at virksomhederne brugte lang tid på at beskrive løsningerne og lave omfattende kravsspecifikationer, som leverandørerne skulle imødekomme. I mange tilfælde fik virksomhederne leveret nogle gode løsninger, men de løste måske ikke altid virksomhedernes reelle udfordringer.
I dag går de fleste virksomheder en anden vej. De sætter i højere grad ord på, hvilke problemer og udfordringer de har og lader det være op til leverandørerne at byde ind med mulige løsninger. På den måde får leverandøren i højere grad mulighed for at komme på banen som rådgiver og samtidig får virksomhederne nogle løsninger, som reelt rykker deres forretning.
Det er en positiv udvikling, som også vidner om, at de fleste virksomheder er digitalt modne – og de er bevidste om, at de skal vælge en leverandør, som kan være deres samarbejdspartner mange år frem.
5 gode råd til et sikkert leverandørvalg
- Gå efter en proces, der giver jer tid til dialog med potentielle samarbejdspartnere. Sørg for at afsætte god tid til møderne, så I kan få hul på nogle spændende snakke om jeres digitale muligheder. Det er vigtigt, at I har tid til at få et godt indtryk af leverandøren, og om det er en samarbejdspartner, som I har en fornemmelse af, kan bringe jer det rigtige sted hen.
- Forbered jer godt, så I kan sætte ord på, hvad I er for en virksomhed, hvad er jeres aktuelle situation og jeres fremtidige målsætninger. Hvis I har særlige behov eller krav til samarbejdsform, så er det vigtigt, at I også er klar til at kommunikere dem. Og hvis I har en eksisterende løsning, vil det være en god idé, at I har forholdt jer til, hvilke udfordringer I eventuelt er stødt på.
- Vær åbne i forhold til det input, I får undervejs i udvælgelsesfasen. Lad jer inspirere og rådgive. Luk op for en ærlig dialog omkring tidsrammer og forudsætninger internt i virksomheden. Det er vigtigt, at leverandøren får et realistisk billede af, hvor jeres virksomheden er henne digitalt.
- Vær indstillet på, at I vælger en langvarig samarbejdspartner. Det betyder, at I skal være parate til at gå 100% ind i samarbejdet og ville det fuldt ud. Men det betyder også, at I skal være omhyggelige i forhold til at sikre, at I reelt har at gøre med en leverandør, som I kan se jer selv arbejde sammen med potentielt set 10 år frem. Her kan det for eksempel være en idé at kontakte virksomhedens nuværende og tidligere kunder, for at høre om deres erfaringer med den pågældende leverandør
- Sørg for, at I har de rigtige digitale kompetencer repræsenteret ved møderne. Har I ikke den nødvendige digitale forståelse internt i virksomheden på det her tidspunkt, bør I alliere jer med nogen, som kan sidde med ved møderne. Derudover bør I sikre, at I på møderne har repræsentanter bredt med fra virksomheden.
Sådan kan I gribe processen an:
- Lav en simpel beskrivelse af jeres problemstilling, og hvad I gerne vil have, at leverandøren forholder sig til. Hvad er jeres nuværende situation? Hvad er jeres målsætning og ambitioner? Send jeres beskrivelse til de leverandører, som I vurderer, er relevante at snakke med.
- Afhold møder med 3-5 potentielle leverandører, hvor de kan komme på banen og fortælle:
- Hvem er de?
- Hvilke erfaringer kommer de med?
- Hvordan vil de løse jeres udfordringer?
- Hvordan anbefaler de, at I kommer i gang og videre sammen?
- Afhold anden runde møder med 2-3 leverandører, hvor I inviterer til at uddybe, hvordan de eksempelvis konkret vil gribe projektet an. Hvilke faser ser de i projektet, og hvad er vigtigt at gå i gang med først? Hvad er en realistisk tidsramme, og hvordan er økonomien i projektet?
- Når I har fået konkrete tilbud fra de leverandører, I har haft i spil, er det tid til at tage en beslutning.
Næste skridt: Afklaringsfasen
Når I har valgt leverandør, starter der ofte en afklaringsfase, hvor I sammen bliver konkrete på, hvordan jeres løsning skal se ud. Hvilke features skal løsningen indeholde? Hvilke systemer skal løsningen integrere med? Og hvordan skal løsningen se ud grafisk?
Det tager vi fat på i næste blogindlæg.