Glem alt om klassisk webshop-design og flade købsrejser. Agentic Shopping er på vej til at revolutionere, hvordan vi tænker e-commerce. Tænk AI-agenter, der handler for dig, køb direkte fra Google og ChatGPT, og helt nye muligheder for inspiration i kunderejsen. Fremtidens shoppingoplevelse bliver personlig, proaktiv og måske en anelse provokerende for alle os, der har arbejdet med e-commerce i mange år.
Den nye frontlinje i e-commerce: AI med agency
Hvis du stadig tror, at fremtidens online shopping handler om hurtigere loadtider og pæne bannere, så er det tid til at opdatere din browser. Fremtiden er AI-drevet, og AI får mere og mere handlekraft i dine kunders købsrejse.
Agentic Shopping beskriver den voksende tendens til, at brugere lader AI-agenter søge, filtrere, analysere og endda beslutte på deres vegne, når de shopper. Vi har skrevet lidt om tendensen før, men modsat dengang, er de store spillere virkelig begyndt at rykke sig på dette område!
Især efter OpenAIs og Amazons udmeldinger på området, og ikke mindst Googles seneste I/O konference, hvor de præsenterede deres AI Mode til shopping og Search. Med AI Mode kan du som Google-bruger få adgang til en personlig AI-shopper, der kan foreslå produkter baseret på dine unikke behov, præferencer og tidligere adfærd. Du kan også koble Google Pay på, så AI-agenten kan gennemføre hele checkout-flowet for dig.
Og måske vildest af alt: Du kommer til at kunne foretage købene direkte i Google – altså uden nogensinde at skulle forbi Zalando, Sport24, Søstrene Grene, Elgiganten, Matas og hvor du ellers shopper online. Det klarer din AI-agent for dig.
Googles udmelding kommer blot få uger efter, at OpenAI har introduceret shoppe-fokuserede søgninger i ChatGPT. Noget, Perplexity gjorde allerede tilbage i november 2024. Samtidigt har vi tidligere vendt i AIgendaen, hvordan nogle af de store markedspladser som Amazon og Walmart også satser hårdt på nye AI-features, som lader dig slippe for at besøge tredjeparts-sider, for i stedet at blive i deres universer. Og til selve checkout-delen har både Visa, MasterCard og PayPal annonceret, at de kommer til at tilbyde services til at understøtte agentic commerce.
Puha, det var mange udmeldinger og annonceringer på en gang…
Men resultatet er ikke til at tage fejl af. Vi står over for en reel gamechanger i e-commerce, hvor forbrugerne markant kommer til at ændre adfærd, og hvor I som e-commerce-virksomhed skal gentænke store dele af kunderejsen, så den både er tilpasset mennesker og AI-agenter.
For hvad skal du egentlig med en webshop, hvis alle alligevel handler via Google og ChatGPT om 2-3-5 år? Det er en syret tanke, ikke? Men mere om det senere…
Agentic shopping i praksis
Fremtidens e-commerce kommer således til at indeholde et økosystem af AI-agenter, der skal kunne tale sammen og understøtte hinanden for at sikre et godt flow på virksomhedssiden og den bedst mulige købsoplevelse på kundesiden.
Forestil dig for eksempel et multi-agent setup i din webshop, hvor én agent tager sig af at identificere kundens behov baseret på tidligere interaktioner, en anden genererer personaliserede produktbeskrivelser i realtid, og en tredje optimerer prissætningen på baggrund af konkurrentdata og lagerstatus. Alt sammen mens en fjerde agent arbejder med return-flowet for de kunder, der alligevel skifter mening. Det er den slags pilotprojekter, der allerede testes af ude i markedet.
Og på slutbrugerens side, kan du forestille dig en AI-agent, der ved, hvornår din datters fødselsdag er, husker hvad hun fik sidste år, og foreslår en gave, der matcher hendes nuværende interesser. Du skal blot vælge det bedste, af de forslag, som du får præsenteret direkte via Google eller ChatGPT, og så kører AI-agenten selv prissammenligning, tjekker lagerstatus og placerer ordren direkte med dit Visa-kort.
Dét er agentic shopping i praksis. Et økosystem af intelligente agenter, der arbejder sammen for at skabe den bedst mulige oplevelse for slutbrugerne, som får lynhurtige, kontekstuelle og personaliserede svar på deres søgninger. Uden at de behøver at skulle forbi 17 forskellige brand-sites for at finde det helt rigtige produkt og sammenligne priser.
Composable Commerce: Et økosystem af AI-agenter
For at understøtte agentic shopping kræver det den rette tekniske arkitektur. Her har virksomheder med composable commerce og MACH-arkitektur en klar fordel i form af fleksibilitet og modularitet.
I praksis betyder det, at man kan sammensætte sine eksisterende microservices - produktdata, inventory, pricing, customer management og checkout - til en samlet Product Business Capability (PBC), der giver AI-agenter præcis den adgang, de har brug for. Hver service kan eksponeres gennem API'er, der er designet til at blive forstået og brugt af både mennesker og maskiner.
Den modulære opbygning gør det også nemmere at bygge en MCP-server (Model Context Protocol) - den nye standard, der lader AI-agenter tale direkte med virksomheders systemer og få adgang til realtidsdata om produkter, priser og lagerstatus. Med composable arkitektur kan MCP-serveren bygges som en selvstændig PBC, der orkestrerer adgangen til de forskellige mikroservices.
Resultatet er, at tredjeparter som Google, OpenAI eller betalingsudbydere kan håndtere hele checkout-flowet, mens virksomheden fokuserer på at levere de rigtige data og business capabilities til agenterne gennem deres allerede eksisterende mikroservices.
Hvorfor du ikke har råd til at vente
Både for e-commerce-virksomheder og deres kunder, er der altså masser af spændende perspektiver i agentic shopping. De virksomheder, der får sat AI-agenter korrekt i spil, ser nemlig ud til at få en konkurrencefordel i fremtidens e-commerce, hvor de store spillere som Google, OpenAI og Amazon formentlig får en endnu større plads i købsrejsen, end de har i forvejen.
Dermed betyder agentic shopping også, at vi som e-commercers skal til at gentænke store dele af kunderejsen og brugeroplevelsen – både for mennesker og for menneskers AI-agenter. Det betyder, at SEO ikke kun handler om at blive fundet af Google, men også af agenterne - og samtidigt sørge for at de finder den rigtige information. Og det betyder, at dine produktsider i stigende grad skal kunne aflæses og afkodes af maskiner, ikke bare mennesker.
Det er nu, du skal til at finde ud af, hvilken rolle AI-agenterne skal spille i din ecommerce-forretning.
For at kunne håndtere al den gentænkning, kræver det teknisk parathed med blandt andet struktureret data, API-venlige systemer og semantisk forståelige produktfeeds. For hvor mennesker kan afkode en flot produktbeskrivelse, har AI-agenter brug for klare attributter, præcise specifikationer og adgang til realtidsdata for at kunne træffe de rigtige beslutninger på vegne af deres brugere Det er her, at MACH og composable commerce giver et teknologisk forspring.
De fleste troede nok, at disse udviklinger lå mange år ude i fremtiden, men når både Google, Microsoft, OpenAI, Perplexity, Amazon, Walmart, Visa, MasterCard, PayPal og sikkert mange andre rykker på området mere eller mindre samtidigt, så er der vist ingen tvivl: Det er nu, du skal til at finde ud af, hvilken rolle AI-agenterne skal spille i din ecommerce-forretning.
Perspektivering: Får du overhovedet brug for din webshop i fremtiden?
Agentic shopping rejser helt nye spørgsmål for e-commerce virksomheder: Hvordan ser en optimal kunderejse ud, når den starter med en maskine? Hvordan bygger vi tillid til en købsbeslutning, der træffes med minimal menneskelig interaktion? Og hvordan sikrer vi, at vores brand og værdier bliver videreformidlet korrekt af en agent, der ikke har følelser, men algoritmer?
Der sidder nok mange e-commercers og hiver sig lidt i håret her. For hvad betyder det for din branding og marketing, hvis mange af dine kunder aldrig kommer ind på din webshop, men får agenter til at handle direkte fra Google eller ChatGPT? Hvor skal dit brand leve, og hvordan skiller I jer ud i et AI-søgeresultat? Hvis alle handler direkte fra andre platforme, hvad skal vi så med alle de førstepartsdata, vi har brugt de sidste 3 år på at indhente? Og får I overhovedet brug for en decideret webshop i fremtiden, eller skal alt bare optimeres mod AI-værktøjerne og sociale medier, hvor kunderne helst vil handle?
Der er mange store spørgsmål at kaste sig over for enhver e-commerce-virksomhed her. Og nok ikke så mange svar endnu, desværre. Men hos Vertica er vi ikke i tvivl om, at evnen til at forstå og samarbejde med maskinelle beslutningstagere bliver et vigtigt konkurrenceparameter i fremtidens e-commerce.