4% til ChatGPT: Snart skal du lægge kanalstrategi for AI

28. januar 2026
Læsetid 6 min.
En robot står ved en kasseapparat og håndterer penge, med en pastel lilla baggrund.
Jeppe Ank Jørgensen
Jeppe Ank JørgensenMarketing

Shopify har netop åbnet for sluserne og tilbyder nu direkte køb via både ChatGPT, Gemini og Copilot. OpenAI er dog de eneste, der vil tage 4% ved kassen. Samtidig presser Google på med deres Universal Commerce Protocol og voksende momentum. Det betyder, at AI-platformene nu bliver en reel salgsflade i e-commerce, og at du som virksomhed skal træffe nogle benhårde kanalvalg.

E-commerce har lige fået et nyt kasseapparat. Men det står ikke i din butik.

Den 26. januar åbnede Shopify for, at amerikanske Shopify-webshops kan sælge sine produkter direkte via AI-platforme som ChatGPT, Gemini og Copilot. Samtidigt skubber de, sammen med Google, på for at udbrede Agentic Commerce til alt og alle via deres Universal Commerce Protocol – en open source-protokol der skal gøre det nemmere for dig som ecommerce-virksomhed at koble din webshop sammen med AI-agenter og betalingsløsninger.

Dermed er det lige blevet hyperaktuelt for alle Shopify-webshops at forholde sig til, hvorvidt de vil dele deres produktdata med AI-giganterne, så de får produkterne med i det stigende antal af AI-søgninger. Det er stadig mest aktuelt i USA, men mon ikke det også er en forsmag på, hvad der venter i Europa.

Det betyder, at vi muligvis kigger på en ny konverteringsdrøm. Men det flytter også checkout til et interface, du som ecommerce-virksomhed ikke selv ejer.

Og historien kommer endda med et twist: Google og Microsoft er slået til som standard. OpenAI er slået fra. Det skyldes, at OpenAI opkræver 4% ved kasse ét, hver gang din virksomhed sælger et produkt via ChatGPT. Og det kommer oveni Shopifys gebyrer. Google og Microsoft tager (indtil videre) ikke ekstra gebyrer, og derfor er de altså opt-out, mens OpenAI er opt-in.

Som ecommerce-virksomhed betyder det, at du står over for et par overvejelser: Hvor vil du sælge? Hvad vil du betale for at være med? Og hvad sker der med dit brand, hvis checkout ikke længere bor på dine kanaler?


Checkout i chatten

Selvom vi her på kanalen synes, at der er mange spændende perspektiver ved Agentic Commerce, så følger der altså også et par hovedpiner med, når checkout rykker over i de store chatbots. For det betyder fundamentalt, at ecommerce-virksomhederne afgiver en stor del af kontrollen over salget til AI-giganterne.

Når kunden køber direkte i en AI-chat, springer de din webshop over. Fra kundernes perspektiv vil AI-vinduet være selve butikken. De ser altså ikke din flotte, nye kampagneside. De ser heller ikke, hvor meget energi, du har lagt i dine produktsider. Og de oplever ikke alle led i din sirligt optimerede kunderejse.

Med andre ord bliver dit brand reduceret til det, AI’en kan forstå: Produktdata, pris, levering, returvilkår og anmeldelser.

I praksis klarer AI’en hele flowet fra ”hvad er den bedste toiletbørste på markedet?” til ”tak for din ordre”. Og det betyder også, at det bliver ChatGPT, Gemini, Copilot og de andre, der bestemmer tempoet, rækkefølgen, og om dit produkt overhovedet bliver nævnt. Og det gælder altså ikke kun markedet for toiletbørster, men alle markeder – bare lige for at have dét på det rene.

Og det ændrer spillet på to måder:

  1. Du bliver sammenlignet hårdere og hurtigere.
    AI’en præsenterer dig side om side med alternativer. Det betyder, at der kommer til at være stor konkurrence om at være det bedste match. Det er markedsplads-logik, bare uden at det hedder en markedsplads.
  2. Du mister noget af grebet om konverteringen.
    Du kan stadig vinde salget, men du vinder det på AI’ens præmisser. Den styrer flowet, rækkefølgen og argumenterne. Og når checkout sker dér, bliver det meget tydeligt, hvor meget værdi der ligger i at være blandt de udvalgte.

Det er præcis derfor, OpenAI’s 4% ikke bare er et gebyr. Det er en ny type vilkår for e-commerce, hvor platformene begynder at tage betaling for, at du som virksomhed kan stå tættest på købet. Men kan det egentlig betale sig?

Kan det svare sig at sælge via ChatGPT?

Det korte svar er: Det kommer an på, hvad du sælger.

For mange virksomheder vil OpenAI’s 4% være et meget højt gebyr at betale i flere produktkategorier. Men samtidigt bliver det prisen for at have dine produkter synlige og tilgængelige for køb på ChatGPT – der stadig er verdens suverænt mest brugte AI-platform. ChatGPT sidder på 68% af al AI-trafikken, mens Gemini er nummer to med 18%.

Så det vil i høj grad være tilstedeværelsen, du betaler for. Men den bliver måske også vigtig, hvis/når AI bliver en fast del af forbrugernes købsrejse. McKinsey forventer, at Agentic Commerce kommer til at stå for en global omsætning på mellem 3 og 5 billioner dollars, når vi rammer 2030. Samtidigt forventer de også, at AI-søgninger kan tage op mod 50% af det nuværende søgemarked. Så det er et tog, man gerne vil være med på.

Men det kan også hurtigt blive en meget dyr tur. Hvis du sælger lavmarginprodukter, eller hvis dine ordrer ofte lever på små kurve, og du har høje omkostninger til fragt og retur, så kan 4% hurtigt føles som at betale entré for at komme ind i din egen butik.

Derfor giver det mening at se ChatGPT som en kanal, du tester selektivt. For nogle produktkategorier kan det være et smart ekstra ben og en nødvendig synliggørelse af dine produkter. For andre bliver det en ekstra hånd i lommen på et salg, der i forvejen er presset. 

Vi ved endnu ikke helt, hvor fleksibelt opt-in/opt-out bliver i praksis, og om man kan styre det efter produktkategorier. I så fald bliver det en samlet vurdering af, om du stadig tjener penge efter de 4% – og om den tilstedeværelse, du køber, er prisen værd.

Det ved vi først, når Agentic Commerce for alvor bliver en del af forbrugernes købsadfærd. Men det er vi måske heller ikke så langt fra endda. Shopify og Google gør i hvert fald sit til at skubbe til udviklingen.

 

Google baner vejen (med Shopify som makker)

Shopify spiller ikke kun på ChatGPT-holdet, når det handler om AI-shopping. De samarbejder også med Google – og sammen er de i gang med at bane vejen for, at Agentic Commerce kan rulles ud i stor skala via UCP (Universal Commerce Protocol) – den nye åbne standard for hvordan webshops, AI og betalingsløsninger kan kobles sammen.

Og selvom vi godt ved, at der efterhånden er lige så mange protokoller, som der er AI-modeller, så er UCP alligevel speciel. For det første er det open source. Og for det andet er det Google, som fortsat sidder på over 90% af søgemarkedet, der står bag. De har altså alle forudsætninger for at igangsætte forbrugernes adfærdsændring mod Agentic Commerce i stor, global stil.

Du kan sammenligne det med dengang betaling via MobilePay-betaling blev normalt, eller da track-and-trace blev en forventning. I starten var det noget, nogle få kunne tilbyde. Pludselig var det noget, alle skulle kunne. Fordi det blev en central del af forbrugernes forventninger og købsadfærd.

Dét er hvad UCP kan blive starten på for Agentic Commerce. Og det er også her konkurrencebilledet over for OpenAI bliver interessant. For Google behøver ikke nødvendigvis tage penge for checkout med det samme. Specielt ikke nu, hvor OpenAI har gjort det. I stedet vil de formentlig forsøge at vinde ved at gøre det nemt, gratis og default – og så finde en monetiseringsmodel, når adfærden sidder fast.

Hvor OpenAI altså gør konvertering til en take rate. Så bygger Google infrastrukturen og forsøger at gøre agentic commerce til en standard via UCP. Og Shopify står midt i det hele og gør det let at tænde og slukke for både den ene, den anden og den tredje (vi har ikke glemt jer helt, Microsoft). 

Så hvis du driver e-commerce, er det her ikke noget, du behøver at have løst i morgen. Men morgendagen er nok alligevel et godt tidspunkt at begynde at forberede dig på, hvad dette kommer til at betyde for din forretning. For i Agentic Commerce bliver dit brand ikke først og fremmest fortalt gennem dine egen kanaler, men gennem dine data, dine vilkår og din evne til at være et trygt valg i AI’ens øjne – hvis du altså betaler 4% for det.

Verticas trendrapport
Læs mere om Agentic Commerce og de 4 andre trends, som vi har udpeget som de vigtigste i e-commerce for 2026 og frem.
Download rapporten
Tre brochurer med titlen "E-commerce Trends 2026" ligger på en lys overflade, prydet med farverige grafik og moderne design.
E-commerce Trends 2026Læsetid 2 min.
4% til ChatGPT: AI's rolle som salgsflade i e-commerce