Gearet til vækst med bedre datahåndtering

Som tøjproducent handler Kentaur både med forhandlere, der videresælger tøjet, og med textile servicevirksomheder som eksempelvis vaskerier, der lejer tøjet ud til hospitaler og levnedsmiddelvirksomheder. Den varierede kundeskare stiller store krav til Kentaurs nye digitale løsning, der skal imødekomme de vidt forskellige brugertypers forskelligartede behov. Visionen har været at skabe en platform, der muliggør den optimale digitale dialog mellem Kentaur og deres kunder.

Kentaur er en virksomhed i vækst, og for at virksomheden skulle kunne håndtere den stigende ordremængde, var der brug for at arbejde smartere, effektivisere interne arbejdsgange og minimere risikoen for fejl. Før Kentaur fik sin nye digitale platform, blev kundeoplysninger, aftaler og ordredata opbevaret i forskellige systemer.

Det betød, at data skulle opdateres tilsvarende mange steder, og det var svært og omstændeligt at sikre, at alle kunder fik adgang til ensartede og opdaterede oplysninger. For at undgå dobbeltarbejde og sikre kunderne den ønskede kvalitet i kommunikationen var det nødvendigt at optimere de interne processer.

Gør kunderne gode

Hos Kentaur er ambitionen, at det skal være nemmere og bedre at handle med Kentaur end med konkurrenterne. Det indebærer, at kunderne skal have nem adgang til information og let ved at afgive en ordre.

Kentaurs nye digitale platform bliver det centrale omdrejningspunkt i kunderejsen og gør det blandt andet muligt for kunderne at se ordrer, få overblik over levering og hente produktinformationer.

Den nye løsning gør det samtidig nemmere for Kentaurs egne medarbejdere at yde en optimal kundeservice og håndtere ordrer. Blandt andet kan sælgerne via et kundeservicemodul logge ind på vegne af kunden, se deres køb og på den baggrund tilbyde en opdateret og kvalificeret rådgivning. Denne digitalisering af processer i salg og kundeservice frigiver betragtelige ressourcer hos Kentaur.

Et stort segment af Kentaurs kunder lever af at besvare større udbud. Derfor er den nye løsning designet til at gøre det enkelt at sammensætte kollektioner, udforme personaliserede tilbud samt gemme eller printe styklister. På den måde knyttes kunderne tættere til Kentaur, fordi løsningen gør kunderne bedre til deres arbejde. Efterfølgende kan kunderne naturligvis enkelt afgive ordrerne.

Færre manuelle processer

Hos Kentaur indtaster man årligt 40.000 ordrer manuelt. Med den nye løsning vil en lang række kunder kunne handle online, mens andre via EDI vil kunne handle direkte fra deres eget ERP-system. Begge dele vil i høj grad nedbringe de manuelle processer hos Kentaur og samtidig minimere risikoen for fejl, og på sigt skal løsningen overtage en stadigt større del af virksomhedens samlede salg.

Sælgerværktøjer gør det nemt at sælge

Kentaurs nye løsning indeholder et sælgerværktøj målrettet de af Kentaurs kunder, som skal videresælge virksomhedens produkter. Sælgerværktøjet tilbyder blandt andet ’mix and match’ samt en favoritliste, der gør det let og enkelt for eksempelvis vaskerier at formidle Kentaurs produktsortiment på deres salgsmøder. På den måde gør Kentaur det attraktivt og nemt for kundernes sælgere at få netop Kentaurs varer solgt ind.

Produkthåndtering med PIM

Den nye digitale platform er integreret mod Perfion PIM. Med Product Information Management-systemet er det blandt andet muligt at lave veldesignede produktblade og bruge højopløsningsbilleder i forbindelse med afgivelse af tilbud.

Kreativt design og mobiloptimering

Kentaur er kendt for at fokusere på mode og blandt andet skille sig ud med kreative styles og modeller. Det image skulle deres nye digitale platform selvfølgelig afspejle. Derfor er der indarbejdet kreative features som for eksempel en digital påklædningsdukke, hvor kunderne kan sammensætte tøjet på kryds og tværs, se farvekombinationer og skifte farver på tøjet. Samtidig er sitet præget af lækre produkt- og miljøbilleder samt en overskuelig og intuitiv navigation.

Løsningen er mobiloptimeret, så den performer optimalt også på smartphone og tablet – selv med de avancerede features som eksempelvis den digitale påklædningsdukke kaldet Mix & Match.