Hos Andreas Andresen A/S, der er en af Danmarks største distributører af temperaturkontrollerede levnedsmidler, har man igennem et stykke tid været i gang med at implementere en ny EDI-platform. Vertica har leveret den nye løsning, som hver eneste dag sparer virksomheden penge.
Andreas Andresens ERP-system er baseret på AS400, og al EDI har derfor hidtil kørt via EDIMAN, og det gav nogle udfordringer.
- For det første kostede det en masse penge, og for det andet oplevede vi en række performanceproblemer i det gamle system. Men den udløsende faktor var egentlig, at Danish Crown-koncernen, som er en af vores vigtigste kunder, skulle køre al deres EDI via FTP, og det kunne vores eksisterende løsning ikke tilpasses til. Derfor begyndte vi at kigge os om efter nogle alternative løsninger – og så kom BizTalk i spil som en mulig løsning, fortæller Morten Meyer, der er it-chef hos Andreas Andresen.
Gratis oversættelse
Verticas opgave har været at indføre BizTalk Server som EDI platform, og målsætningen har været at få de samhandelspartnere og beskeder, der allerede var implementeret via Progrator, overført til en ny løsning baseret på BizTalk.
- Andreas Andresen opererer primært med den standard for udveksling af data, som hedder Edifact, og tidligere skulle de løbende betale Progrator for at lave de dokumenter, de modtog, og dem, de sendte, om til Edifact-standarden. Nu kører det automatisk via BizTalk, så nu kan de selv varetage den del, forklarer Heidi Krogh Andersen, der er projektleder hos Vertica.
BizTalk Serveren varetager således den ”oversættelse”, man tidligere skulle betale for.
- Det er en stor fordel ikke mindst økonomisk, at vi ikke længere er afhængige af Progrator, så det har været fint for os, at der var et alternativ til den dyre måde, vi kørte det på tidligere, vurderer Morten Meyer.
Løsningen i delvis drift
Vertica har stået for implementeringen og opbygningen af BizTalk serveren, som til en start er i drift over for Danish Crown og Tulip.
- Vi kører test i produktion dvs. det kører pt. i et testmiljø, men vi kører dokumentudveksling med kunden på det. Vi skal have noget nyt hardware klar først, så derfor implementerer vi BizTalk i en såkaldt totrinsraket. Vi kører stadig med det gamle system til alle andre leverandører, men når hardwaren er på plads, kører vi det hele via BizTalk, forklarer Morten Meyer, der har været godt tilfreds med implementeringen.
- Det har kørt upåklageligt. Vores primære udvikler hos Vertica Gry Jensen har ydet en formidabel indsats og været meget fleksibel. Og har der været problemer og fejl undervejs, er de blevet løst på meget kort tid. Der har været en god opfølgning, og vi har følt os godt behandlet hele vejen igennem, slutter han.
Om Andreas Andresen A/S
Andreas Andresen A/S har gennem årtier været kendt som specialist inden for distribution af temperaturkontrollerede levnedsmidler i Vesteuropa, og det er i dag den største og væsentligste aktivitet i koncernen.
Andreas Andresen A/S er i dag en af Danmarks største distributører af levnedsmidler. Med køle- og fryseterminalerne i Padborg som drejeskive for de nord- og sydgående trafikker afvikles der dagligt et stort antal transporter med stykgodspartier til/fra hele EU.