Ny e-handelsløsning fylder hul i markedet

Vertica har siden virksomhedens start i 2001 arbejdet målrettet på at specialisere sig inden for større e-handelsløsninger, hvor standardprodukter ikke kan hverken løfte eller løse opgaven.
Virksomheden har således traditionelt beskæftiget sig med high-end-løsninger og ladet andre om at udvikle og sælge standardløsninger til mindre virksomheder, der bare gerne vil i gang - for få penge og hurtigst muligt.

- Problemet med de små løsninger er, at funktionaliteten og udviklings- og tilpasningsmulighederne er meget begrænsede. Derfor er der opstået et hul i markedet mellem de to typer af løsninger, konstaterer administrerende direktør i Vertica, Erik Hougaard.

- Markedet har ganske enkelt manglet en løsning, man som virksomhed kan vokse i - uden at man skal ud og investere i en egentlig enterprise-løsning.

Køreklar løsning med mulighed for tilpasning og udvikling

uCommerceLøsningen er produktet uCommerce, der en mindre e-handelsplatform, som til gengæld rummer noget af den fleksibilitet, de små løsninger hidtil har manglet.

- Med uCommerce får man en e-handelsplatform, der er køreklar på meget kort tid, dvs. forretningen kan hurtigt komme i gang. Og samtidig får udviklerne mulighed for at bygge videre på platformen og tilpasse løsningen til de specifikke krav og specielle behov, de selv eller deres kunde måtte have, fastslår Erik Hougaard.

- uCommerce er baseret på den erfaring, specialister i e-handel har indsamlet gennem årene. Vi ved, hvad kunderne vægter højt ved en e-handelsløsning – dvs. den forretningsmæssige side af sagen. Og fordi vi selv udvikler vores løsninger, ved vi, hvad udviklerne sætter pris på rent teknisk, pointerer Erik Hougaard.

De to ting er kombineret i uCommerce, som tilgodeser begge dele – forretningen og teknikken.

Stor global efterspørgsel

Hullet i markedet er imidlertid ikke kun et dansk fænomen.

- Der har allerede været en kæmpe stor global efterspørgsel efter det her produkt, og der har været stor interesse for at være med til at teste det. Produktet er pt. i beta, og der er mere end 70 potentielle kunder eller partnere med i betaprogrammet. Så der er noget der tyder på, at der er et marked for det her produkt, vurderer Erik Hougaard.

Integreret med Umbraco

Rent teknisk er uCommerce fuldt integreret med det gratis .NET-baserede CMS, Umbraco, som lige nu går sin sejrsgang over hele verden.

Umbraco er et rigtig godt CMS, som vi nu kombinerer med et rigtig godt og kvalificeret e-handelsprodukt. Og fordi de to systemer hænger så godt sammen, får man en løsning, der er god til både content management og e-handel, forklarer Erik Hougaard.

uCommerce – Verticas første datterselskab

uCommerce er opfundet og udviklet af de to Vertica-medarbejdere Lasse Eskildsen og Søren Spelling Lund.

- Lasse fik ideen og brugte i en lang periode al sin fritid på at udvikle første udgaven. Siden kom Søren indover og hjalp med at gøre konceptet og ideen salgbar. uCommerce er deres hjertebarn, og i respekt for det har vi valgt at placere uCommerce i et separat datterselskab, som de to i dag er medejere af, beretter Erik Hougaard.

Placeringen af uCommerce i et datterselskab giver desuden god mening, fordi salget af løsningen er baseret på en hel anden forretningsmodel, end den Vertica normalt benytter.

- Normalt lever vi af at sælge konsulenttimer på Microsofts platform og produkter. Men med uCommerce sælger vi vores eget produkt - via partnere over hele verden. Så med uCommerce er vores forretning vendt lidt på hovedet, og derfor har vi besluttet at holde de to forretninger adskilt, selvom man selvfølgelig kan købe uCommerce gennem Vertica, slutter Erik Hougaard.


Version 1 af uCommerce ventes klar i starten af november.

 

Vil du vide mere om uCommerce er du velkommen til at kontakte
Salgsdirektør Kim Dannesboe, på tlf. 88 88 61 95 eller kda@vertica.dk