Nyt globalt undervisningskoncept på Commerce Server

På stort set samtlige E-handelsprojekter, som involverer Commerce Server, efterspørger kunderne efterfølgende uddannelse af it-afdelingen. Vertica lancerer derfor nu Commerce Server Training, hvor konsulenterne kommer ud i virksomheden og klæder it-afdelingen på til eventuelt selv at håndtere hele eller dele af den løbende udvikling af Verticas løsning. COOP har allerede testet undervisningen og er især begejstrede for undervisernes praktiske erfaring.

Hos Vertica oplever vi ofte, at kunderne efterspørger undervisning og uddannelse, når vi har leveret en løsning, der baserer sig på Microsoft Commerce Server. Det gælder både uddannelse af udviklerne og af de forretningsbrugere, som skal benytte værktøjerne.

- Ofte vil it-afdelingerne gerne have muligheden for selv at kunne ændre på løsningen og for at udvikle nye mindre features efterfølgende. Og det kræver noget indsigt i løsningen, som man kan have svært ved at skaffe på egen hånd, fortæller Kim Dannesboe, der er salgsdirektør hos Vertica.

Vertica har derfor besluttet at etablere et nyt globalt undervisningskoncept og tilbyde onsite undervisning til de medarbejdere, som ønsker indsigt i løsningerne og de mange muligheder.

Vertica overtager commerceservertraining.com
- Tidligere har vi selv benyttet sig af den tidligere product manager hos Microsoft - Max Akbar - som har leveret global rådgivning på området. Han har imidlertid skiftet branche og har overladt sit materiale og websitet www.commerceservertraining.com til os, fortæller adm. direktør hos Vertica, Sune Hansen.

Vertica har nu overtaget og relanceret sitet og er allerede i gang med at udvikle nyt materiale til den seneste version af MS Commerce Server 2009.

- Vi mærker tydeligt, at Commerce Server Training er aktuel over hele verden. Sitet modtager besøgende fra alle dele af verden – dog pt. hovedsageligt fra Europa, Asien og Mellemøsten, men der er faktisk også en del besøgende fra USA, beretter Kim Dannesboe.


Undervisning med praktisk perspektiv hos COOP
Vertica har for nylig gennemført uddannelse og træning for at hold it-udviklere hos COOP, som pt. er i gang med at udvikle en ny løsning baseret på Commerce Server 2009. Vertica her derfor sammen med COOP sammensat et forløb, som tog udgangspunkt i COOP’s nuværende situation.

- Det er ideelt for os, at undervisningen i princippet kan sammensættes efter vores behov. Vertica kom med en anbefaling til kursets indhold, som vi så kunne tilpasse i forhold til, hvad der var mest relevant for os, og hvad vi gerne ville gå dybere ned i, fortæller Robert G. Winther, der er projektchef for portaler og web hos COOP og fortsætter:

- Det er en stor fordel, at underviserne ikke kun er eksperter på Commerce Server. De ved en masse generelt omkring it-arkitektur, opbygning og udvikling, så på den måde har vi fået en masse nyttig viden omkring udviklingsteknikker og programopbygning – og om hvordan vi så konkret udnytter det optimalt i forhold til Commerce Serveren.


Undervisere med reel erfaring
Det, der for alvor adskiller Vertica fra de øvrige – ganske få – udbydere af undervisning, er, at underviserne selv er udviklere og derfor har siddet med mange af de problemstillinger, som kursisterne render ind i.

- Underviserne har ”real life projekterfaring”. De underviser ikke i noget, de har læst sig til, men i noget, de har oplevet. Det er helt afgørende, at de kender de problemer, vi vil rende ind i – og hvordan man løser dem, slutter Robert G. Winther, der allerede har booket de næste to undervisningsdage til sine udviklere. 

Et nyt globalt undervisningskoncept

Commerce Server Training er forløberen for et større uddannelsesinitiativ hos Vertica.

- Vi underviser i dag i BizTalk Server på Teknologisk Institut, og det vil vi fortsat gøre, men det er tanken, at vi på sigt også vil udbyde et globalt BizTalk Server Training-koncept på linje med Commerce Server Training, ligesom vi vil tilbyde undervisning i mere generel it-udvikling. Det er også meningen, at vi med tiden vil udbyde kurser, hvor virksomhederne kan tilmelde deres udviklere, så de ikke nødvendigvis skal købe et helt kursus hos os, slutter Kim Dannesboe.

Læs mere om Commerce Server Training og BizTalk Server Training.